DEFA

EUC Nord tager sin rolle som uddannelsesinstitution meget alvorlig, også når vi tænker miljø og bæredygtighed.

EUC Nord uddanner i bæredygtigt byggeri i Energi og Byggeriafdelingen og i Autobranchens Udviklingscenter (AUC) er vi i fuld gang med at uddanne en stor del af Danmarks mekanikere til at håndtere elbiler.

Netop elbiler er årsagen til et nyt og rigtig spændende samarbejde.

AUC leverer uddannelse til mekanikere i hele Norden, og den tiltagende mængde af elbiler har gjort behovet for ladning af elbiler endnu større.

I øjeblikket er vi i fuld gang med at udvide AUC med 50%, og i den forbindelse skal byggeriet selvfølgelig være fremtidssikret bl.a. med ladestationer til både kursister og AUCs egne biler.

 

For at få en perfekt skræddersyet løsning har AUC taget kontakt til en god samarbejdspartner DEFA, hvor Jan Pedersen, markedsansvarlig i Danmark, som i dag leverer professionelle 12 volt værkstedsladere til AUC. DEFA er et norsk firma, som leverer produkter og tjenester, der forbedrer og forlænger batterilevetiden i køretøjer, elektrisk opvarmning af benzin-, og dieselmotorer, der skåner miljøet belastende koldstarter, tyverisikring af køretøjer, belysning til bygninger, veje- og tunnelbelysning, samt styring af lys og varme i hjem og sommerhuse. DEFA er i dag den største leverandør af ladestationer til el og plug-in hybridbiler i Europa. Siden 2010 er der leveret mere end 45.000 ladestationer.

Charlotte Eisner, Global Sales & Market Director og Hans Ole Høidal, Country Manager Norway & Denmark tog turen til Danmark for at vise nogle forskellige løsningsforslag frem. Et projekt som dette giver ikke kun muligheder for EUC Nord, men for alle borgere i kommunen. Derfor deltog Bahram Dehghan fra Energibyen, Frederikshavn Kommune også i mødet. Han var meget interesseret i at høre, hvordan DEFA troede fremtiden så ud, og hvordan man bedst muligt kunne fremtidssikre kommunen, tiltrække nye borgere og markedsføre kommunens holdninger og interesser i forhold til bæredygtig og miljørigtig udvikling.

Charlotte Eisner præsenterede flere løsninger på mødet og fremlagde eksempelvis en løsning, som kunne give ladning til EUC Nord i dagtimerne og til andre om aftenen. I Norge og Sverige er man i fuld gang med at implementere ladestationer i almene boligbyggerier, men samtidig giver man lademuligheder til andre, når beboerne ikke er hjemme. En ny trend inden for dele-økonomi!

DEFA har udviklet en APP, hvor eksempelvis en taxachauffør i en elbil kan se, hvor han har tilgængelige ladestationer. På den måde kan omkostningen til ladestationer finansieres via salg til andre brugere. Hele denne udvikling er også yderst interessant for kommunen og erhvervslivet. Hvem kommer i fremtiden til at trække flest kunder til? Dem, der har ladestationer på parkeringspladsen eller dem, som ikke har?

DEFA mener også, at fremtidens privatboliger bliver bedre til at udnytte solenergi. El fra bilen kan også anvendes i husets elforbrug eller overskydende el kan sælges til andre. Hele tankegangen omkring ”off grid” handler om at kunne anvende overskydende el i husstanden til opladning af biler. Der arbejdes også med teknologien vehicle-to- grid (V2G), der gør det muligt for en elbil at være net-integreret, så den kan modtage og levere strøm til elnettet, når behovet opstår. Hele den teknologi afprøver man med succes i Parker projektet. Med Danmark som platform skal Parker projektet udvikle en universel definition for net-integration, så elbiler verden over kan levere strøm til fremtidens elnet. Partnere i Parker projektet er internationale bilfabrikanter, danske forskere og førende virksomheder inden for udvikling af net-integration.

Det er en spændende udvikling og vi skal den vej, uanset om vi vil eller ej! Mødet sluttede med en rigtig god mavefornemmelse for fremtiden og et håb om et samarbejde mellem EUC Nord/AUC, Frederikshavn Kommune og DEFA. Alle parter gik hjem til skrivebordet for at arbejde med de sidste detaljer, før en endelig beslutning kan træffes, men hvor der er vilje, er der vej – EUC Nord har både viljen, modet, initiativet, de rigtige kompetencer og udstyr.

Elbilerne er her nu, men der er nok ingen tvivl om, at hvis danskerne skal vælge elbil frem for diesel- eller benzinbil, så skal der være en økonomisk gevinst. Et eksempel på økonomisk gevinst for køberen af elbil er udgift til service. Der er ca. 66% mindre service på elbiler end på benzinbiler.

Norges kæmpe succes med elbiler skyldes uden tvivl de fordele man som bruger har, når man benytter elbil. Den norske stat har indført særlige vilkår, hvis man kører i elbil: gratis parkering, fritaget for vejafgifter, kørsel uden om trafikken i busbanen (forudsætter min. 2 pers i bilen) og visse steder gratis ladning. Samtidig har staten pålagt, at 6% af alle offentlige p-pladser skal etableres til elbiler. Sverige har en attraktiv finansieringsmodel til køb af elbil.

Selv legetøjsgiganten Lego har set udviklingspotentialet i elbiler og ladestationer, og de første byggesæt med elbil, ladestander og bæredygtig bolig er allerede i handlen.

Skal Danmark opnå samme succes som Norge, skal stat og kommune helt sikkert investere i at gøre det attraktivt at eje en elbil, ellers får succesen lange udsigter…