Første hold el- og hybridteknikere færdige

Første hold el- og hybridteknikere er nu færdige hos Autobranchens Udviklingscenter på EUC Nord i Frederikshavn, som p.t. har hele 13 hold i gang, og der er lukket for tilmelding.

Otte mekanikere, mestre og andre fagfolk fra hele landet fik i torsdags bevis på, at de har færdiggjort den eftertragtede uddannelse som el- og hybridtekniker fra Autobranchens Udviklingscenter i Frederikshavn.

Alle mand bestod en praktisk og teoretisk prøve og afsluttede dermed et uddannelsesforløb, der har strakt sig over halvandet år – en smule forsinket af COVID-19.

Faglærer Sølve Gudmundsen, der er ankerlærer på uddannelsen, var tilfreds med den første eksamen:

– Alle otte gjorde et godt stykke arbejde og er nu klar til at servicere og vedligeholde el- og hybridbiler. De er blandt andet certificerede i at åbne batteripakker og skifte komponenter efter bilproducenternes krav. De er alle topmotiverede til deres arbejde, selvom det faktisk er en helt anden teknologi, end de er vant til fra benzin- og dieselbiler. De skal gå fra at arbejde med firetaktsmotorer til tre-fasede motorer og batteripakker. Et stort spring, men de er klædt på til det med vores uddannelse, som jeg mener, er den bedste i Danmark.

Autobranchens Udviklingscenter har i øjeblikket 13 hold i gang på el- og hybriduddannelsen, og der er lukket for tilmeldingen til langt ind i 2022. 30 mand står på ventelisten til 2021. Påp grund corona-restriktionerne må man kun have otte-mands hold mod normalt 12 mand. Andre aktører tilbyder enkeltkurser, men det mener Sølve Gudmundsen slet ikke, dækker behovet.

– For at dække det behov og de opgaver som el- og hybridbilerne stiller, er et enkelt kursus slet ikke nok. Derfor har vi lavet det til et forløb over halvandet år, hvor vi kommer hele vejen rundt om teknologi, sikkerhed og praktisk viden. Vi er uddannede efter tyske, hollandske og franske foreskrifter og kan derfor tilbyde topklasse-undervisning på hele forløbet, og det synes jeg giver en markant bedre kvalitet end et enkelt kursus hist og her.

Ifølge Sølve Gudmundsen vil behovet for uddannelse i el- og hybridteknik kun vokse i de kommende år, og han glæder sig til, at corona-restriktionerne fjernes, så Autobranchens Udviklingscenter kan gå fra otte til 12 deltagere på et hold. Autobranchens Udviklingscenter ser også på at udvide de fysiske rammer samt arbejde yderligere med virtuel undervisning, som man har brugt en del i det seneste år.

 

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on print
Share on email
WordPress Appliance - Powered by TurnKey Linux